Bygningernes historie

De Kellerske Institutioner for udviklingshæmmede ønskede i slutningen af det 19. århundrede at etablere en institution i provinsen. Mange kommuner viste interesse for projektet, som betød mange arbejdspladser.

Myten siger, at da læge Christian Keller en dag sejlede på Vejle Fjord og kiggede op imod Brejning, kaldte han det "det skønneste i Danmark". Christian Keller var institutionens leder i hele sin tid og tituleredes Professoren.

Til sit behandlingshjem ville han have smuk natur, nærhed til vandet og niveaudeling.

Til at tegne alle områdets bygninger og en naturpark valgtes professor Vilhelm Klein, som søgte sin inspiration i den italienske og franske renæssancestil. Bygningerne skulle udstråle harmoni, ro og regelmæssighed i smukt samspil med naturen, og det er til fulde lykkedes.

Åndssvageforsorgen benyttede disse smukke bygninger fra 1901 til 1980, hvor særforsorgen imidlertid blev lagt ud til kommuner og amter. I de 80 år har mange mennesker levet deres liv her. Stedet var en selvforsynende lille verden med landbrug, frugtplantager, værksteder, strikkeri og vaskeri.

I årene efter udflytningen i 1980 lå de smukke bygninger og ventede -  i en periode husede de flygtninge. I 2002 fik projektudvikler Dan Brockdorff, Urup Developments, ideen til et livsstilsområde med mange attraktioner. Helse, hotel, kunst, golf, marina, boliger - den bygningsmæssige udstråling, og den enestående beliggenhed gjorde et stort indtryk.

Som arkitekt valgtes nu firmaet Schmidt Hammer Lassen fra Århus. Det tidligere "Mandshjemmet" ved marinaen blev renoveret og fik 2 tilbygninger, der i dag er ejerlejligheder og hedder Kellershus.

I marianaen blev der bygget sorte bådehuse, som indeholder bolig og erhverv. Professorboligen blev renoveret inde og ude,  Robert Jacobsens kunst ses i parken. "Kvindehjemmet" overfor Professorboligen er i dag en spejderefterskole. Der blev bygget 10 funkisvillaer på skråningerne fra fjorden op til hotellet. Over hotellet blev de store rødstenshuse renoveret og indeholder i dag ejerlejligheder, som kaldes Rhododendronhusene.

Schmidt Hammer Lassen har også været delvist involveret i Kellers Park Golfclub, som ligger i umiddelbar nærhed.

Og selve hotellet: Schmidt Hammer Lassen har renoveret bygningerne. Der er tilføjet en ekstra fløj, der indeholder 20 værelser og tilbygget 2.500 etage-meter i 2 bygninger, som forbinder hele hotellet og indeholder store mødelokaler og AquaSpa. Hotellet består af ialt 15.500 etagemeter.

Besøg Kellers Minde Museum kun 200 meter fra hotellet. Åbent lørdage kl. 14-17. Gratis indgang for hotellets gæster.

Læs mere om forsognscenteret ved Kellers Park på
 http://www.kellersminde.dk/9378/Historiske%20bygninger